Gå tilbage til forumoversigten

Emne: En flygtning krydser dit spor

Af: Claus Andersen

25/04-2004 18:36

#1


I Axel Sandemoses bog ”en flygtning krydser sit spor” blev vi introduceret til danskernes foretrukne beskæftigelse og nationalkarakter ”Janteloven”. Du skal ikke tro du er noget. Gruppen af indvandrere i Danmark udgør ikke mere end omkring 6,3% af befolkningen, og efterkommerne 1,9 % (kilde: Danmarks Statistik), og alligevel bliver denne gruppe nydanskere syndebuk for hele landets problemer og er under konstant beskydning fra medierne og vores politikere. Allerede i 1933 beskrev Sandemose danskernes intolerance over for forskelle - du skal ikke tro, at du er lige så meget som os lyder 2. bud i Janteloven. Det at være ens er en integreret del af den danske kultur, men det har også altid været en væsentlig del af dansk demokratisk kultur og frisind, at mindretal og anderledes tænkende skal respekteres og behandles ordentligt. Kan 8,2 % virkelig fylde så meget i debatten og endda afgøre folketingsvalg?

Århus mangler overblik
Århus har en borgmester, der har udpeget integrationsindsatsens, som sin væsentligste politiske opgave og hjertesag. Århus var den første kommune, der allerede i 1996 havde en samlet flygtninge- og indvandrerpolitik. Århus har utroligt mange integrationsprojekter finansieret af kommunen, staten, puljer, fonde eller EU. Århus fik et budgetforlig, hvor der ingen penge var til integrationsindsatsens, men besparelser på 4 millioner på den kommunale sprogskole. Århus har nedsat en styregruppe på integrationsområdet. Århus får dumpekarakter af integrationsministeriet i at integrere flygtninge og indvandrere og placerede Århus Kommune på en 41 plads ud af 44. Århus, hvor er overblikket i integrationspolitikken?

EU får 10 nye medlemslande
I følge en OECD opgørelse er Danmark et af de ringeste lande til at integrere udlændinge på arbejdsmarkedet. Vi er nummer 14 ud af 21 lande i ”dårlig integration”. Jeg kan kun være enig i integrationsminister Bertel Haarder (V) udtalelse fra 2003, at dårlig integration på arbejdsmarkedet er "fremtidens største samfundsproblem". Truslen er ikke masseindvandring af polsk arbejdskraft, når EU får 10 nye medlemmer den 1. maj, men at få vores indvandrere integreret på arbejdsmarkedet og bytte en bistandsudgift ud med en skatteindtægt. Med ændringen i Integrationsloven per 1. januar kan kommunen endda får en pæn bonus for at skaffe nydanskere i arbejde.

Stop ”Heksejagten”
I Danmark diskuterer vi meget i disse år, hvad det vil sige at være dansk. Og nogle politiske partier slår sig op på at være danskhedens vogtere. Dansk? Er det fælles kultur og fælles sprog eller at åbne en øl med en lighter, mens man ser fodbold med vikingehjelm, øl i skægget og de røde-hvide farver malet i ansigtet? I stedet for ensartethed må vi skabe lige muligheder for alle og vi ved, at den bedste vej til integration af vores nydanskere, er at lære sproget og få et arbejde. Hvis indvandrerne var i arbejde, i samme omfang som danskerne, ville statskassen hvert år få en ekstra indtægt på 9,1 mia. kroner. Beskæftigelsesgraden for flygtninge og indvandrere fra ikke vestlige lande er hele 29 % lavere end for danskere. Nye undersøgelser piller kraftigt ved myten om, at nydanskere ikke gider arbejde. Det store flertal af indvandrere er aktivt jobsøgende og har selv fundet deres job uden hjælp fra hverken Arbejdsformidling eller kommune (Analyseinstituttet Catinét). Stop nu den ”Heksejagt” på vores nydanskere.

Det er ikke vigtigt at diskutere antallet af indvandrere. Vi må i stedet fokusere på integrationen af dem, der kommer eller er kommet til landet. Regeringen mener, at den bedste måde at få indvandrere i job er ved at trykke dem på pengepungen og fokuserer langt mere på integrationsproblemer, stramninger af diverse lovgivninger og sammenhængen mellem terrorisme, Islam og demokrati, end på muligheder, dialog og positiv sameksistens.

90 % Jantelovs dansker
Forudsætninger for en vellykket integration er, at indvandrere skal lære dansk, have en uddannelse, være selvforsørgende, deltage politisk, og respekterer og overholde dansk lov og danske frihedstraditioner. Og så lad debatten ikke blive proportionsforvrænget. Over 90 % ”Jantelovs danskere” frygter 8,2 % indvandrere og efterkommere. Skulle det ikke være omvendt? Men som Sandemose sagde: ”det ligger uden for digterens evne at skabe en værre djævel end det uvidende menneske”.





Det er nødvendigt at være oprettet som bruger på DKby.net for at lave indlæg. Såfremt du allerede er oprettet som bruger skal du blot logge på via nedenstående formular ellers kan du gratis oprette en bruger ved at klikke her!


Emailadresse:  
Adgangskode:

ANNONCE PÅ DKBY.NET

ANNONCE PÅ DKBY.NET

ANNONCE PÅ DKBY.NET

ANNONCE PÅ DKBY.NET

Google
Web Site

oversigt .. emnekatalog