Sludder og vrøvl om ventetider

Indenrigsministeriet.

22/04-2004

Dagspressen har viderebragt påstande om, at regeringen har hemmeligholdt oplysninger om ventelistetal for at skjule, at ventelisterne reelt ikke er faldet siden regeringens tiltræden.

I den anledning udtaler indenrigs- og sundhedsminister Lars Løkke Rasmussen:

”Indenrigs- og Sundhedsministeriet har ikke hemmeligholdt nogen som helst oplysninger om ventetider for operationer. Det er det rene sludder og vrøvl.

Indenrigs- og Sundhedsministeriet har i oktober 2003 udsendt en opgørelse til amterne med den såkaldte bagudrettede ventetid for de faktisk behandlede patienter baseret på Landspatientregistret. Denne opgørelse viser, at fra udgangen af 2001 til midten 2003 er ventetiden faldet fra 102 dage til 88 dage - et fald på 14 dage. Fra udgangen af 2001 til udgangen af 2003 er ventetiden faldet fra 102 dage til 76 dage - et fald på 26 dage eller ca. 25 pct.”

Indenrigs- og Sundhedsministeriet og Amtsrådsforeningen aftalte allerede i efteråret 2002 at undersøge kvaliteten af ventetidsregistreringer på behandling ved sygehusene i Landspatientregistret. Dette arbejde resulterede i en konstatering af upålidelige opgørelser. Derfor blev amterne og de centrale sundhedsmyndigheder enige om en ny registreringsmetode, der trådte i kraft pr. 1. januar 2004.

”Det ville virkeligt være højst utroværdigt, hvis vi fortsatte offentliggørelsen af ventetiden på basis af registreringer, som både amterne og de centrale sundhedsmyndigheder anså for misvisende,” udtaler indenrigs- og sundhedsministeren.

Regeringen har under hele perioden offentliggjort de fremadrettede ventetider. Det er de ventetider, hvor den enkelte borger kan se, hvor lang tid, man kommer til at vente, hvis man får behov for en operation.

Opgørelserne af de fremadrettede ventetider har udvist et fald fra midten af 2002 189 til 147 ved udgangen af 2003 - et fald på ca. 6 uger eller ca. 20 pct.







ANNONCE PÅ DKBY.NET

ANNONCE PÅ DKBY.NET

ANNONCE PÅ DKBY.NET

ANNONCE PÅ DKBY.NET

Google
Web Site

oversigt .. emnekatalog