Uvarslet rengøringskontrol på slagterierFødevareministeriet15/04-2004 Fødevaredirektoratet gennemførte natten til den 23. marts 2004 en kontrolkampagne af rengøringen på 40 større eksportslagterier landet over. Kontrollen var uvarslet og foregik inden produktionsstart. Rengøringskampagnen er en opfølgning på kontrolkampagnen i januar 2004 på 17 større svineslagterier. Konklusionen på fødevareregionernes kontrol er, at der er fundet 225 forhold, der har givet anledning til opfølgning. • 112 forhold i kategori 1, som medfører krav om fornyet rengøring inden produktionsstart. • 113 forhold i kategori 2, som typisk medfører krav om ændringer i virksomhedens egenkontrol. Positivt er det, at rengøringsstandarden og egenkontrollen på de svineslagterier, som var omfattet af kontrolkampagnen i januar, er blevet betydeligt bedre. ”Selvom der er plads til forbedringer, er jeg glad for at kunne konstatere, at strategien virker. De pågældende svineslagterier har oppet sig, og mine folk har været bedre til at uddele røde kort til de virksomheder, som ikke lytter,” siger fødevareminister Mariann Fischer Boel. Samlet set er der dog fortsat for mange fejl. Fødevareministeren har derfor allerede i dag afholdt møde med de relevante brancher. På mødet gjorde ministeren det klart, at det er slagterierne, der har ansvaret for, at der er rent, og at arbejdet med at højne rengøringsstandarden skal fortsætte, indtil standarden er uangribelig hele vejen rundt. ”Jeg kan med tilfredshed konstatere, at erhvervet er enig. Vi fortsætter derfor indsatsen med at gennemføre uvarslede kontrolkampagner og med løbende offentliggørelse af resultaterne af den ordinære kontrol. Desuden vil vi fortsat fokusere på, om der sanktioneres tilstrækkeligt hårdt,” siger Mariann Fischer Boel. |
|||||||||||||
![]() ![]() ![]() ![]() |
|
© 2005 Datahjælp & nem-hjemmeside.dk |
|